Henrik Ibsens skrifter

​Det brev, De har tilskrevet os – thi det var naturligvis bestemt til at læses også af mig – ser jeg mig først idag istand til at besvare.

Ikke på nogen måde hverken kan eller vil jeg anbefale til Hegel ​det hidsendte manuskript «​Ultima Thule». Anonym vilde De under de små danske forholde ikke kunne blive og et sådant i alle henseender forfejlet hastværksarbejde vilde for lange tider, og det med fuld ret, ødelægge Deres literære navn og kredit. Den hele skildring er uden spor af sandsynlighed, troværdighed og realitet. Jeg kan nok forstå at noget sådant af Dem er bleven nedskrevet; men det er mig ubegribeligt at ikke ​Deres mand på det bestemteste har modsat sig offentliggørelsen af noget så ufærdigt. Han må dog føle det som sin pligt og skyldighed at værne om Deres begavelse; og det føler han naturligvis også; det er umuligt andet, end at han formaner Dem til at arbejde langsomt og overlagt og kun gå ivej med fuldt modne planer. Men da handler De uforsvarligt imod Dem selv ved ikke at følge hans råd. De skriver i Deres brev om ​forholde, som gør dette forcerede arbejde nødvendigt. Det forstår jeg ikke. I en familje, hvor manden er ilive, kan det aldrig være nødvendigt at hustruen, således som De, selv tapper sit åndelige hjerteblod. Jeg forstår heller ikke at sådant tillades Dem. Der må være noget, som De i Deres brev fortier og som helt forandrer sammenhængen; det har jeg ved at læse brevet flere gange fåt et indtryk af. Tager jeg fejl heri, står sagerne virkelig således, som De fremstiller dem, så skal De ​gribe Dem sammen og få en ende på dette. Det er utænkeligt at Deres mand véd fuld besked; den må De altså sige ham; han må tage på sig de sorger og bekymringer, som nu piner og jager Dem i angst. De har allerede ofret mere end tilbørligt. ​«Everil» er ikke bleven, hvad den kunde være bleven, hvis De havde givet Dem tid til at lade kompositionen modne; sligt overilet hastværk er i højeste grad uforsvarligt imod Dem selv. Jeg kan ikke tænke mig at nogen anden, end De selv, bærer skylden herfor.

Det er meget beklageligt at De skal være bleven hensat i disse små og smålige ​købstadforholde; for slige kredse er De for god; Deres plads havde været i København, hvis De ellers passer nogensteds i Danmark, hvorom jeg dog tvivler. Kan ikke Deres mand tænke på at bosætte sig i hovedstaden? Hensynet til Dem og til Deres åndelige livskald må dog være det overvejende og stilles foran alle andre. Under alle omstændigheder, husk på at De har en naturbegavelse at gøre regnskab for. –

Nu det praktiske. Hegel vilde aldrig have ​taget Deres manuskript på forlag om jeg end havde sendt ham det med en anbefaling; og allermindst vilde han have betalt ​30 rdlr: arket til en anonym, der altså, som sådan, ingen oparbejdet læsekreds har. Manuskriptet sender jeg Dem nu tilbage. Skal der kunne gøres noget brugbart ud af det, så må det helt og holdent omarbejdes. Jævn, naturlig, troværdig fortælling; al sygelig ​opskruethed væk! Og så ​lad Dem ikke påvirke af nogen. I Danmark findes der så megen åndløs korrekthed. Vogt Dem for den, og vogt Dem ligeledes for at agere dansk, skam Dem ikke ved at vedblive at tænke og føle på norsk; unorsk kan man vistnok gøre Dem, men dansk bliver De ikke derfor.

​Skitzerne skal jeg gerne sende til Hegel; hvad han beslutter sig til, kan jeg naturligvis ikke sige. ​Byg ikke på noget. Men læg alt, hvad der trykker Dem, i Deres mands hænder. Han er jo den, som har at bære det. – Skriv endnu engang, hvis det er nødvendigt.